udskriv

Krisespillet

Et rollespil om mulige løsninger på eurokrisen, hvor eleverne får lov at agere i roller som regeringsledere, politiske beslutningstagere, forskellige interessegrupper og journalister.

 

Kort om spillet:

Varighed: 5-6 lektioner
Antal deltagere: 30-90
Antal spilleledere: Mindst 2
Niveau: Folkeskole og gymnasium
Udgivet af DEO i 2014 (seneste udgave)

 

Er der en vej ud af den økonomiske krise i Europa?

EU's regeringsledere og fremmeste beslutningstagere er samlet i Bruxelles for at finde en løsning på den økonomiske krise.

Deltagerne er nogle af de afgørende lande i krisen, fagbevægelse, arbejdsgivere, medlemmer af Trojkaen og journalister. De forskellige grupper prøver at nå frem til en beslutning, der passer med deres interesser. Striden står om tre - eller flere - forskellige scenarier:

  • En egentlig økonomisk union med fælles finanspolitik og fælles eurobligationer, der giver mulighed for at investere sig ud af krisen.
  • En økonomisk regering i EU, der fastholder den hårde sparelinie  og fokuserer på stærk kontrol med udviklingen i gælden og lav inflation.
  • Et kontrolleret kollaps og udtræden af euroen for de svageste eurolande - og et Europa i flere hastigheder.

I kan læse rollekortene, introduktionen til spillet og få adgang til bloggen i menuen til venstre.

 

Programskitse for rollespilsdagen

8.00 

Donald Tusk's velkomsttale 

8.15

Fagligt oplæg: Hvorfor er EU i krise?
Dias til oplægget kan findes i materialerne. Oplægget skal klæde eleverne på til forhandlingerne og give dem et klart indtryk af aktørernes holdninger.

9.00 Session 1: Strategi for gruppen
Grupperne læser op på deres materialer og fordeler særlige roller som statsledere, finansministre m.m.
10.00 Pause med kaffe hos Business Europe
10.15 Eksternt oplæg af ekspert eller politiker
Oplægget skal give eleverne et input af holdninger til eurokrisen i den virkelige verden. 
11.00 Session 2: Forhandlinger
Grupperne forhandler indbyrdes, danner alliancer og lægger pres på politiske modstandere.
12.00 Frokostpause
12.30 

Session 3: Udarbejdelse af løsninger
Grupperne afslutter forhandlingerne og forbereder taler til topmødet (landegrupper), udarbejder plancher med løsningsmodeller (EPSU og Business Europe) og skriver historier til bloggen (journalister) 

13.30  Session 4: Topmødet
Statslederne præsenterer deres løsningsforslag, som trojkaen opsamler i to eller tre scenarier, som sættes til afstemning. 
14.00 Spillet afsluttes

Du kan finde programmer fra de afholdte krisespil under fanen Materialer.

 

Roller i spillet

Du finder fyldestgørende oplysninger om rollerne i rollekortene i menuen til venstre. Spillet indeholder op til fem landegrupper, fagbevægelsen, erhvervslivets brancheorganisation, en journalistgruppe samt en lærergruppe, der spiller rollen som Trojkaen.

Der er individuelle roller i hver gruppe (f.eks. Angela Merkel, finansministeren og spindoktoren i den tyske gruppe), men ikke en rolle til hver elev.

Journalistgruppen har sit eget program for dagen, der ikke helt følger sessionerne som skitseret ovenfor. Det er en stor fordel, hvis der kan knyttes en spilleleder/lærer til journalistgruppen.

  • Grækenland
  • Tyskland
  • Frankrig
  • Italien
  • Polen
  • EPSU - den europæiske fagbevægelse
  • Business Europe - europæisk erhvervslivs brancheforening
  • Journalistgruppe (som løbende udgiver på EU-news blog)
  • Trojkaen; ECB, IMF og EU-Kommissionen (spilles af lærerne)