Frihed er en af værdierne i Danmarkskanonen. I dette modul fokusere vi på en særlig del af den personlige frihed: Ytringsfriheden. Hvorfor er det så vigtigt for danskerne at sige lige, hvad der falder dem ind? Har andre europæere det på samme måde? Og hvordan forholder EU sig til ytringsfriheden?
Se introvideoen og fuldfør modulerne herunder.
Samlet varighed: 2-3 lektioner.
Sådan bruger du materialet:
Modulerne indeholder tekst, eksterne links og spørgsmål. UNI-Login og adgang til samfundsfag.dk er nødvendigt for at kunne svare fyldestgørende på spørgsmålene.
I dette modul vil vi primært fokusere på ytringsfriheden. Siden 1849 har det stået i Grundloven, at danskerne kunne ytre sig frit:
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Sådan har det ikke altid været. Under enevælden kunne man hurtigt ryge i fængsel, hvis man kom til at fornærme kongen eller hvis man kritiserede den førte politik. Derfor anses ytringsfriheden for at være et vigtigt redskab til at stille politikerne til ansvar og det siges, at medierne er “den fjerde statsmagt”.
Under Muhammedkrisen blev ytringsfriheden debatteret intenst i Danmark. Tegningerne af den muslimske profet blev opfattet som en ydmygelse og en fornærmelse i store dele af den muslimske verden, hvor der blev demonstreret mod Danmark og danske virksomheder blev boykottet. Ytringsfriheden er ikke blot til for at kritisere magthaverne, lød argumentet. Den må også bruges til at gøre grin med dem, der lever efter gammeldags principper og vil nedlægge forbud mod andre. Dermed blev ytringsfriheden en central del af den danske debat om det multikulturelle samfund.
Spørgsmål
Danmark er langt fra det eneste land, hvor der er ytringsfrihed. Faktisk kan begrebes spores helt tilbage til det antikke Grækenland, hvor bystatens borgere kunne deltage frit i den demokratiske debat. Ytringsfriheden, som vi kender den i dag, har rødder i oplysningstiden, hvor teoretikere som John Locke og Voltaire skrev om begrebet. Sidstnævnte skrev den berømte sætning: “Jeg er uenig i alt, hvad du siger, men jeg vil kæmpe til døden, for din ret til at sige det”.
Op gennem det 19. og 20. århundrede skrev mange europæiske stater ytringsfriheden ind i deres grundlove og i 1950 blev den også optaget i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I artikel 10 står der:
Derfor er samtlige borgere i EU’s 27 medlemslande omfattet af ytringsfriheden, men én ting er, hvad juraen siger, for ytringsfriheden udøves og opfattes vidt forskellig på tværs af medlemslandene. De europæiske reaktioner på Muhammedkrisen illustrerede dette meget fint.
Statsminister Anders Fogh, Danmark: “Jeg har som statsminister ikke noget som helst redskab til at gribe ind overfor pressen – og jeg ønsker heller ikke et sådan redskab. Det er simpelthen fundamentet i vort folkestyre, at en statsminister ikke kan gribe og styre pressen.”
Præsident Jacques Chirac, Frankrig: “Vi skal undgå alt, der kan såre andres religiøse overbevisninger. Ytringsfriheden skal udøves i en ansvarlig ånd. Jeg fordømmer alle provokationer, der kan puste til ilden”.
Som de to udtalelser illustrerer, er der stor forskel på, hvordan ytringsfriheden (freedom of expression) tolkes og udøves på tværs af Europa. I Danmark insisterer vi på, at ytringsfriheden er total – at den ikke skal begrænses af hensyn til andres religiøse følelser eller idéer om anstændighed og respekt. I andre lande, som Frankrig, har ytringsfriheden nogle mere utydelige, moralske grænser, som man skal være varsom med at overskride.
Den Europæiske Menneskerrettighedsdomstol er også blevet blandet ind i spørgsmålet om, hvorvidt ytringsfriheden er vigtigere end beskyttelsen af folks religiøse følelser. I 2018 afsagde man en dom, der gav Østrig medhold i en dom, hvor en kvinde blev straffet for at kalde profeten Muhammed for “pædofil”. Danmark har dog afskaffet sin blasfemilovgivning, så ytringsfriheden har friere rammer her end i Østrig.
Spørgsmål