Frisind er en af værdierne i Danmarkskanonen. Hvordan er danskerne blevet så frisindede? Deler europæerne vores frisind? Og har EU en politik på området?
Se introvideoen og fuldfør modulerne herunder.
Samlet varighed: 2-3 lektioner.
Sådan bruger du materialet:
Modulerne indeholder tekst, eksterne links og spørgsmål. UNI-Login og adgang til samfundsfag.dk er nødvendigt for at kunne svare fyldestgørende på spørgsmålene.
Læs intro-teksten herunder, se filmen fra danmarkskanon.dk og svar på spørgsmålene – individuelt eller i grupper.
30. maj 1969 kom Danmark på alverdens forsider. Som det første land i verden gjorde man det lovligt at producere, distribuere og købe pornoblade og -film. ‘Dansk svineri’, reagerede en canadisk minister. ‘Oh Copenhagen!’, lød en overskrift i New York Times.
Folketingsmedlemmet Per Møller (V) udtalte i den forbindelse: ‘Der er som bekendt folk, der kan lide pornografiske billeder, og der er også folk, der ikke kan lide dem. Jeg synes ikke, det er nogen naturlig rolle for Folketinget at gå ind i et formynderskab i dette kildne spørgsmål. Det forekommer mig derimod, at det lovforslag, vi her har til behandling, bygger på et sundt og godt princip; Nemlig at man så langt som muligt skal overlade det til folk selv at udvælge, hvad de ønsker at læse eller se på af billeder. De folk, der virkelig har lyst til at granske i pornografiske billeder, skal have lov til det, hvis de ikke dermed støder an over for andre.’
Møllers udtalelse var en fin refleksion af det danske frisind, der siden 1800-tallet har slået rod i befolkningen. Ifølge præsten og digteren N.F.S. Grundtvig skulle der være frihed for såvel ‘Loke som for Thor’. Alle, ikke blot flertallet, skulle have lov til at leve deres liv, som det passede dem. Hvis man med Møllers ord ikke ‘støder andre’, er der vide grænser for den personlige frihed.
I årene efter 1968 blev København et mekka for den seksuelle frigørelse, der også fandt vej ud i det offentlige rum og ind i de private hjem. Topløse badegæster og åbne forhold blev efterhånden udbredte og i 1989 blev det muligt for homoseksuelle at indgå i et registreret partnerskab. Danmark var det første land i verden til at tillade dette. Disse udviklinger bidrog til at danskerne internationalt fik et omdømme som et yderst tolerant og frihedselskende folkefærd.
Nogle mener dog at den danske frisind er kommet under pres gennem de seneste 10-15 år. Indvandringen fra ikke-vestlige lande har f.eks. resulteret i spændinger mellem befolkningsgrupper med vidt forskellige syn på den personlige frihed. Grundtvig sagde at alle skulle kunne leve deres liv, som de ønsker, men hvad gør man, når visse grupper udøver stærk social kontrol over hinanden? Skal man acceptere de kulturelle forskelle eller påtvinge dem det danske frisind? Undergraver vi vores eget frisind ved at indføre ghetto-love og burkaforbud?
Andre mener at der tilmed er opstået en nypuritansk bølge i Danmark – nøgenhed og seksuelt frisind viger for en stigende bonerthed, lyder det. Politikeren Bertel Haarder har f.eks. argumenteret for at #MeToo-bevægelsen har haft både positive og negative konsekvenser. Takket være online-kampagnen er seksuel chikane og vold kommet på dagsordenen, men Haarder mener at der er en risiko for proportionsforvrængning. ‘Det er ærgerligt, hvis vi ender med at blive så sexfikserede og kropsforskrækkede, som for eksempel nogle muslimske miljøer er’, udtalte han til Jyllands-Posten i 2017. ’Der er jo en nypuritanisme i vores tid, som jeg som en gammel 68’er reagerer imod’.
Frisind er altså en værdi, som har dybe rødder i dansk historie, men er også en værdi der er kommet under pres gennem de senere årtier. De nedenstående øvelser vil give dig et bedre indtryk af, hvordan frisindet har det på tværs af Europa.
Nu hvor du har lært om det danske frisind, vil vi vende blikket mod Europa. Er frisindet unikt for Danmark, eller deler vi denne værdi med resten af EU? Det er et spørgsmål, der er næste umuligt at besvare gennem kvalitative metoder, så vi vil se nærmere på, hvilke tendenser statistikken afslører. De nedenstående to øvelser vil sætte fokus på forholdene for henholdsvis LGBTQI-personer og europæernes generelle frisind.
ILGA-Europe er en interesseorganisation for bøsser, lesbiske, interkøn og transpersoner. Hvert år undersøger de forholdene for disse mindretal i 49 europæiske lande og offentliggør resultaterne i et såkaldt Rainbow Map. Klik dig ind på det interaktive kort og besvar derefter de nedenstående spørgsmål individuelt eller i grupper.
Denne øvelse tager udgangspunkt i European Values Survey, som gennemføres cirka hvert 10 år i samtlige europæiske lande. Ved hjælp af omfattende spørgeskemaundersøgelser, kortlægges europæernes værdier i forhold til politik, religion og familielivet.
Den seneste undersøgelse er fra 2008, men fra december 2018 kan den nyeste undersøgelse downloades fra europeanvaluesstudy.eu
Det europæiske samarbejde begyndte som en handelsunion. Da kul- og stålunionen blev oprettet i 1952, var formålet at binde Europas stormagter tættere sammen gennem handel med strategiske ressourcer som stål og kul. Siden er samarbejdet blev markant bredere og i dag beskæftiger EU sig med alt fra frihandel til miljø og terrorbekæmpelse. Men mener EU også noget om vores fælles værdier og rettigheder? Charteret om Grundlæggende Rettigheder i den Europæiske Union blev vedtaget i år 2000 af EU-parlamentet, Ministerrådet og EU-kommissionen. Her slår artikel 21 fast at: Enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller ethvert andet forhold er forbudt.
Alle EU’s medlemslande har skrevet under på chartret, men det betyder naturligvis ikke at frisindet og tolerancen overfor minoriteter og anderledes tænkende er lige stort i alle lande. Som det fremgik af European Values Survey og Rainbow Map er mere traditionelle værdier og familiemønstre fremherskende i særligt Østeuropa.
Det er ikke EU’s rolle at påvirke europæernes personlige værdier, men man forlanger at alle medlemslande respekterer ”klubbens regler”, der indimellem kommer i strid med de nationale love. Et godt eksempel på dette er Coman-sagen fra Rumænien. Adrian Coman mødte sin fremtidige ægtefælle Robert Hamilton i New York i 2002. Otte år senere, i 2010, giftede de to mænd sig i Belgien, hvor Coman i mellemtiden havde bosat sig. I 2013 forsøgte de at flytte sammen i Rumænien, men Hamilton fik afvist sin opholdstilladelse.
Coman og Hamilton mente, at de havde ret til at bosætte sig i Rumænien på grund af et EU-direktiv som sikrer fri bevægelighed for unionsborgere og deres familie, inklusiv registreret partner eller ægtefælle uanset familiemedlemmets nationalitet. Den rumænske domstol mente ikke, at ’familiemedlem’ kunne inkludere en ægtefælle af samme køn som unionsborgeren, da et sådant ægteskab ikke anerkendes i Rumænien. Landet er nummer 35 ud af 49 på ILGA’s lister over de mest LGBT-venlige europæiske lande.
Sagen kørte op igennem det rumænske retssystem indtil den nåede højesteret i 2017, som sendte spørgsmålet videre til EU-domstolen, der i juni 2018 afsagde dom til fordel for Coman og Hamilton.
Spørgsmål
I april 2018 vedtog regeringen den såkaldte ‘Ghetto-pakke’, der skulle rette op på, hvad statsminister Lars Løkke Rasmussen kaldte ‘sorte huller på kortet’. Regeringen definerer en ghetto som et boligområde, der opfylder tre ud af disse fem kriterier: