I Danmark har vi ytringsfrihed. Siden 1849 har det stået i Grundloven, at danskerne kan ytre sig frit:
Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde påny indføres.
Sådan har det ikke altid været. Under enevælden kunne man hurtigt ryge i fængsel, hvis man kom til at fornærme kongen, eller hvis man kritiserede den førte politik. Derfor anses ytringsfriheden for at være et vigtigt redskab til at stille politikerne til ansvar.
Under Muhammedkrisen blev ytringsfriheden debatteret intenst i Danmark. Krisen skyldtes, at dagbladet Jyllands-Posten i 2005 lavede provokerende tegninger af profeten Muhammed. Tegningerne af den muslimske profet blev opfattet som en ydmygelse og en fornærmelse i store dele af den muslimske verden, hvor der blev demonstreret mod Danmark, og danske virksomheder blev boykottet. Ytringsfriheden er ikke blot til for at kritisere magthaverne, lød argumentet. Den må også bruges til at gøre grin med dem, der lever efter andre principper end os i Danmark. Dermed blev ytringsfriheden en central del af den danske debat om det multikulturelle samfund.
Op gennem det 19. og 20. århundrede skrev mange europæiske stater ytringsfriheden ind i deres grundlove, og i 1950 blev den også optaget i den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I artikel 10 står der:
Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at give eller modtage meddelelser eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til grænser.
Derfor er samtlige borgere i EU’s 28 medlemslande omfattet af ytringsfriheden.
