I 2005 tog EU et stort skridt til at nedbringe EU’s samlede CO2-udledninger med indførelsen af et cap-and-trade-system. Det er også kendt som Emission Trading System (ETS) og på dansk CO2-kvotesystemet.
Med kvotesystemet blev der indført et loft på EU’s CO2-udledning, og medlemslandenes virksomheder skulle nu deles om et antal CO2-kvoter, der samlet set ville blive mindre år for år. Idéen var, at virksomheder kunne sælge overskydende kvoter og tjene på at blive grønnere, mens store udledere ville blive straffet økonomisk. Systemet regulerer i dag 50% af al den CO2, der udledes i EU. Det er ikke nogen lille bedrift. Dog omfatter ordningen kun energisektoren, den energitunge industri og luftfart, og det betyder, at andre virksomheder eller sektorer, der udleder meget CO2 – som for eksempel landbrugssektoren – ikke har skullet kompensere for deres bidrag til udledningerne.
I mange EU-lande har man et ønske om at forsøge at lappe det lidt hullede system ved blandt andet at indføre CO2-skatter, der skal gælde for alle virksomheder og ikke bare dem, der udleder mest CO2. Det skal bidrage til, at EU kan reducere sin udledning af drivhusgasser og på sigt blive klimaneutral. Klimatiltagene i EU betyder dog samtidig, at europæiske varer på den korte bane bliver dyrere, og det vil udfordre mange europæiske virksomheder på deres konkurrenceevne i en globaliseret verdensøkonomi.
For at komme dette til livs har EU indgået en historisk aftale om at afkræve klimatold for CO2 på varer, der importeres til EU. Klimatolden hedder Carbon Border Adjustment Mechanism (CBAM), og gælder i første omgang særligt CO2-tunge varer som jern, stål, cement, gødning, aluminium, brint og elektricitet, men med tiden vil alle varer blive pålagt klimatold. Jo mere klimavenlig en vare er, jo mindre klimatold skal der betales til EU. Formålet er at give lige konkurrencevilkår indenfor og udenfor EU og forhindre CO2-lækage. Håbet er, at klimatiltaget vil sprede sig som ringe i vandet, og at lande udenfor EU vil blive inspireret til at gøre deres produktion grønnere for at få adgang til EU’s attraktive handelsmarked. Klimatolden skal samtidig erstatte gratiskvoterne i EU’s kvotesystem, der gives til europæiske virksomheder på den såkaldte lækageliste: det er virksomheder, der på den ene side udleder særligt meget CO2 men som samtidig er udsat for stor international konkurrence, og som derfor får deres CO2-kvoter meget billigt eller endda helt gratis.
Men CBAM har mødt stærk kritik for at være konkurrencevridende, socialt uretfærdig og for at have et snæversynet fokus på grøn omstilling. Flere af EU’s handelspartnere mener, at CBAM i virkeligheden er protektionisme forklædt som et grønt tiltag – grøn protektionisme – der vil skævvride den internationale konkurrence og ramme deres eksport til EU-landene på uretfærdig vis. Nogle lande stiller spørgsmålstegn ved, om det er i overensstemmelse med handelsreglerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO), og andre lande truer med at indføre deres egen klimatold målrettet EU’s eksport.
Derudover lyder kritikken om social uretfærdighed, at udviklingslande med et begrænset CO2-aftryk skal betale klimatold for EU-borgernes udledninger. For et udviklingsland som Zimbabwe, der er økonomisk afhængig af sin eksport af jern og stål til EU, kan CBAM komme til at koste arbejdspladser, og det vil kræve massive grønne investeringer at kunne producere med et lavere CO2-aftryk. Det samme gælder for et land som Mozambique, der hvert år eksporterer aluminium svarende til 7% af dets BNP til EU. Hvordan skal økonomisk udfordrede lande få råd til at finansiere en dyr, grøn omstilling af deres produktion, så de undgår at skulle betale klimatold? Kan EU tillade sig at fokusere på egen konkurrenceevne på bekostning af den økonomiske udvikling i det globale syd?
Psst! Tip til arbejdet med temapakken: Man skal holde tungen lige i munden, når man taler om CBAM; Den officielle oversættelse er CO2-grænsetilpasningsmekanisme, men i danske medier omtales den både som klimatold, CO2-told, grænseskat, CO2-importskat og klimaafgift.