Der findes to parallelspor, uden for WTO, i forhandlingen af fælles regelsæt om handel på tværs af grænser. Det ene spor er bilaterale aftaler mellem to lande eller regioner. Herunder er frihandelsaftalen mellem EU og Japan, aftalen mellem EU og Canada (CETA) og den nu nedlagte aftale mellem EU og USA (TTIP). Alternativet er plurilaterale aftaler, som forhandles mellem en gruppe af parter på enkelte områder. Herunder TiSA, en flerstatslig aftale om handel med serviceydelser, indgået mellem EU og 22 andre lande.
I aftalen mellem EU og Japan har man forhandlet sig frem til, at europæiske firmaer, som eksporterer til Japan, får fjernet 99 procent af den fastsatte told. Formålet med frihandelsaftaler er dog ikke altid bare at fjerne told og afgifter, men også at harmonisere de forskellige regler og varestandarder, der bliver opfattet som handelshindringer. Denne praksis foregår allerede nu, internt i EU.
De regulerede handelshindringer, som virksomheder oplever, kan dog meget vel være det, som borgerne oplever som beskyttelse, lyder kritikken. Især var der stor frygt for, at den daværende aftale, TTIP, ville medføre store mængder amerikanske varer i EU, som har lavere standarder end de europæiske.
En af de store forskelle på amerikanske og europæiske standardiseringer er bl.a. forbruger- og miljøbeskyttelse. Den europæiske version består af forsigtighedsprincippet, som medfører, at man godt kan regulere på områder, selv om der endnu ikke kan frembringes beviser for sundheds- eller miljømæssige belastninger. I USA er det omvendt. Her skal der være håndfaste videnskabelige beviser for at noget er skadeligt, før det kan reguleres.
Nøglebegreber: Frihandelsaftale, frihandel, handelshindringer, standarder, verdenshandel, WTO (World Trade Organisation), bilaterale aftaler, multilaterale aftaler, TiSA (The Trade in Services Agreement), TTIP (Transatlantic Trade and Investment Partnership), CETA (Comprehensive Economic and Trade Agreement).