Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab så dagens lys i 1951. Gennem handelssamarbejde ville dette fællesskab samle et, på tidspunktet, splittet Europa oven på historiens to første verdenskrige. Med tiden fik dette fællesskab flere funktioner og dertil et nyt navn, nemlig EF. Udvidelsen af fællesskabet fortsatte og i dag kender vi dette fællesskab som Den Europæiske Union. Kært barn har trods alt mange navne.
Spørgsmålet som mange rejser i dag, er hvor langt dette unionsfællesskab skal række – og om en fælles EU-forsvarsfront er svaret på nutidens problemer?
Nogle mener, at man i stedet for at bruge ressourcer på et EU-forsvar og derved investere i våbenindustrien, bør fokusere på diplomati og dialog. Andre mener, at et element af militant afskrækkelse er en forudsætning for denne diplomatiske dialog.
På grund af vores nabo Ruslands militære oprustning gennem det sidste årti har diskussionen intensiveret. Rusland kan potentielt set hurtigt indtage østlige europæiske lande før institutioner som NATO eller EU’s medlemsstater samlet kan nå at respondere. Er det overhovedet ønskeligt, at det amerikansk-styrede NATO skal lede medlemsstaternes tropper?
Uanset hvilken vej EU vælger at gå, har Danmark kun i begrænset omfang noget at sige. Danmark har nemlig et forsvarsforbehold, der medfører, at staten ikke kan deltage i alle beslutningsprocesser om EU-forsvars- og sikkerhedspolitik. Denne debat har ligeledes fyldt meget i det danske nyhedsbillede.
Under alle omstændigheder, har EU-kommissionen valgt at gøre det til et fokusområde under den nuværende kommissions prioriteter også set i lyset af at unionsborgerne. Derved har danskerne som unionsborgerne store