Saras nye telefon ligger i lommen på hendes hættetrøje. Mens hendes lærer står og snakker ved tavlen, vender og drejer hun den i lommen. Endeligt ringer klokken. Sara løber over til sine venner, og de går sammen ud af klassen. På vej ud spørger Marc, om ikke han skal filme dem, mens de danser den dans, de lavede i går. Han har glemt sin egen telefon og vil gerne låne Saras. Hun tøver. Hun er bange for at telefonen skal ryge på jorden, men hun vil heller ikke være streng overfor Marc. Hun giver ham telefonen, og de stiller sig klar til at blive filmet. Ville du låne din telefon ud til dine venner? Eller til en fra parallelklassen? Eller til en du ikke kender så godt? Eller til en fremmed, der gerne vil lave et hurtigt opkald?
Det handler om tillid. Engang var tillid noget, man havde til familien og naboerne. Det var sjældent, at man var i kontakt med nogen, man ikke kendte i forvejen. Man havde tillid til hinanden, fordi man kendte hinanden. Hvis man ødelagde noget, der var nogle andres eller ikke overholdte en aftale, ville rygtet sprede sig og hele familien og landsbyen ville vide, hvad man havde gjort.
I moderne samfund er tillid ikke kun noget man skal have til folk, man kender. Når du handler på nettet eller møder nogen, når du er på ferie i udlandet, ved du ikke meget om den anden. Måske ved du ikke engang, om de faktisk er dem, de udgiver sig for at være. Alligevel kan man godt have tillid til dem.
Det kan endda være, at du ser en youtuber fra USA oftere, end du møder din nabo. Måske har du også mere tilfælles med unge i Asien, end du har med din bedstefar på 80 år. Dette kaldes kulturel globalisering [Vores kultur er ikke længere kun knyttet til lokalsamfundet eller Danmark. Ungdomskultur fra USA kan nu være vigtigere for os end fx dansk kultur. Vores kultur er derfor på nogle områder blevet global.].
Dette forløb handler om tillidskultur i europæiske, moderne og demokratisk samfund, samt i velfærdsstaten. Det behandler sammenhængen mellem tillid, demokrati og velfærd og diskuterer EU’s demokratiske udfordring som en tillidsudfordring.
Forløbet giver dig et indblik i, hvordan unge fra andre europæiske lande forstår tillid. Derudover er der forskellige øvelser, som alle er med til at give dig en større forståelse for værdien tillid.