I alt arbejder 138.000 EU-borgere i Danmark. Fordelene ved arbejdskraftens frie bevægelighed er markante. I gennemsnit bidrager de årligt med 76.000 kr. til de offentlige kasser og er derved en stor gevinst for velfærdsstaten. Derudover kan udlændinge dække en særlig efterspørgsel på arbejdskraft i produktionsvirksomheder eller på sygehusene, så Danmarks økonomi kan fortsætte væksten og sikre bedre velfærd. Derudover er mange mindre kommuner glade for at få flere børn i deres institutioner og skoler – og flere kunder i de lokale butikker.
Den frie bevægelighed har dog også nogle ulemper. Der har været flere eksempler på arbejdstagere fra andre europæiske lande, der helt lovligt arbejder til en timeløn, der ligger langt under det niveau, danske medarbejdere får. Det kan finde sted, fordi vi i Danmark ikke har en lovbestemt timeløn. Den fastsættes i stedet efter overenskomstforhandlinger mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Der er samtidig flere eksempler på, at portugisiske og rumænske byggearbejdere bliver lovet danske lønvilkår og siden bliver snydt systematisk af deres arbejdsgivere. Fagbevægelsen har påpeget at spændingerne mellem danske og udenlandske håndværkere kun vil tage til, hvis man ikke finder en permanent løsning på problemet.
Tabel fra Danmarks Statistik: Udlændinge i regionen fordelt på nationalitet
For at forberede sig på disse udfordringer har EU-Kommissionen prioriteret, at man arbejder for at fastsætte en fælles europæisk mindsteløn. Årsagen til dette er, at man vil sikre, at arbejdstagere vil modtage en retfærdig løn i hele EU. Mindstelønnen er nemlig meget forskellig i EU, hvor den i Bulgarien er lavest med ca. 300 euro om måneden og i Luxemburg er på ca. 2000 euro om måneden. Det lave løn er den primære årsag til at Østeuropa drænes for kvalificeret arbejdskraft.
Kritikken af en fælles europæisk mindsteløn lyder, at EU’s medlemslandes økonomier og leveomkostninger er forskellige. Derudover har vi i Danmark den danske model, hvor fagbevægelsen og arbejdsgiverne sammen forhandler lønnen på plads uden politisk indblanding. Mange danskere frygter derfor at EU vil komme til at blande sig i de danske lønforhandlinger i fremtiden – selvom en højere løn i for eksempel Bulgarien vil få flere til at blive og arbejde i deres hjemlande. og derfor fastsættes mindstelønnen ikke af politikerne. Denne praksis gør sig også gældende i Italien, Sverige, Finland og Østrig.