Migration til Midtjylland er langt fra noget nyt fænomen. Siden 1960’erne har midtjyderne fået selskab af folk fra hele verden. Ikke altid uden udfordringer i forbindelse med integrationen.  Foto: Gellerupparken i Aarhus

Midtjylland er med tiden blevet en ganske international region med mere end 108.000 udlændinge ud af et befolkningstal på i alt 1.340.121. Mange af disse udlændinge har, før de kom til Midtjylland, stiftet bekendtskab med EU’s asyl og flygtningepolitik, der har stor indflydelse på, hvordan folk ender i regionen. Herunder kan du lære mere om, hvor folk kommer fra og hvilken betydning EU har på området.

1. En international region

Midtjylland er i stigende grad blevet en international region med borgere fra langt mere end 100 lande. Der er mange årsager til, at udlændinge slår sig ned i Midtjylland. Nogle blev inviteret som gæstearbejdere siden 1960’erne, nogle har søgt beskyttelse fra krig, konflikt og personlig forfølgelse (asylansøgere) og andre er EU-borgere, der bruger deres ret til at arbejde eller studere i Danmark (den fri bevægelighed).

Øvelse
1. Læs artikel 1, artikel 2 og artikel 3 og tag et kig på de tre tabeller fra Danmarks Statistik herunder, før du svarer på spørgsmål 2-4.
2. Hvilke nationaliteter er der flest af i regionen? Gå igennem top 10 og forsøg at forklare årsagerne.
3. Den anden tabel viser, hvor EU-borgere finder arbejde i regionen. Hvad tror I de arbejder med i de pågældende kommuner? Hvad er fordelene og ulemperne for regionen?
4. Den sidste tabel viser, hvor mange der har fået asyl eller er blevet familiesammenført med en asylant i de enkelte kommuner. Hvor tror du folk kommer fra? Hvorfor har de fået asyl? Og hvorfor findes der et udrejsecenter som Kærshovedgaard?

2. Hvad gør EU på migrations- og asylområdet?


Da Moria-lejren på Lesbos brændte ned til grunden den 9. september 2020, stod 13.000 flygtninge pludseligt uden hverken tag eller teltdug over hovedet. Mange fremhævede, hvordan lejrens sortsvedne rester stod som en skamstøtte over EU’s forfejlede forsøg på at skabe en migrations- og flygtningepolitik, der på human vis kan bekæmpe menneskesmugling, sikre en mere fair fordeling af asylansøgere og tage livtag med årsagerne til migrationen.

Det er 35 år siden, at Schengensamarbejdet om åbne indre grænser og fælles ydre grænser blev etableret og de første fælles regler om asyl, visumordninger og migration så dagens lys. Fem år efter, i 1990, vedtog de daværende medlemslande den første
Dublinforordning, der slog fast, at asylansøgere skal have behandlet deres sag i det første EU-land, de ankommer til.

Dublin-forordningen er blevet revideret ad to omgange, og erklæret død, undergravet eller sat ud af kraft flere gange. Senest ved den store flygtningekrise i 2015 og 2016, hvor de indre grænser mellem Schengen-landene blev lukket og asylsystemerne i Grækenland og Italien brød sammen.
Det har været mere eller mindre fast rutine gennem alle årene, at enhver ny EU-Kommission har forsøgt sig med at få medlemslandene forpligtet til en fælles migrationspolitik, der faktisk fungerer i den virkelige verden.

Alle forsøg er hidtil strandet. Det mest markante skridt i retning af en europæisk migrationspolitik var indførelsen af flertalsafgørelser i stedet for enstemmighed, der blev en realitet med Amsterdamtraktaten, der trådte i kraft i 1999. Men på trods af en flertalsbeslutning om kvotefordeling af flygtninge i 2015, hvor krisen var på sit højeste, er det aldrig lykkedes at få landene til at efterleve beslutningen i praksis.

Derfor er EU’s migrations- og flygtningepolitik i dag præget af lappeløsninger, der former sig omkring tre store indsatser:
Asylbehandlingen i EU skal nu ses som den ’øverste etage’ i et
hus med tre niveauer. Hvis flygtninge i fremtiden når ind i EU, skal Dublin-forordningen ikke længere være den juridiske ramme, så asylbehandlingen går i gang der, hvor de først registreres af myndighederne.

I stedet skal en fordelingsnøgle sørge for, at asylansøgerne fordeles mellem medlemslandene. På de mellemste og nederste etager finder vi henholdsvis EU’s ydre grænser og indsatsen i oprindelses- og transitlande. Planen har dog mødt hård kritik fra bl.a. en gruppe at østeuropæiske EU-medlemmer og de store knaster i EU’s asylstrategi er stadig ikke blevet løst. 

Opgaver
1) Diskutér, hvad der kendetegner EU’s asylpolitik?
2) Hvorfor er det svært at finde en fælles politik?
3) Hvilken betydning har EU’s flygtninge- og migrationspolitik for Region Midtjylland?

Bonus-opgave: Dyk dybere ned i EU’s flygtningestrategi på DEO’s hjemmeside. 

3. På studietur i Region Midtjylland

Følgende steder i regionen, kan danne afsæt for en diskussion omkring EU’s rolle på flygtninge- og migrationsområdet.

  1. Gellerupparken er et område med mange indvandrere og efterkommere. Nogle har oplevet at krydse EU’s ydre grænser. Man kan kontakte områdets foreninger eller evt. besøge iVest og lære mere om byfornyelsen i området.
  2. På Aarhus Universitet forskes der en del på området. Forsøg at tage kontakt til relevante forskere på f.eks. Institut for Statskundskab. Professor Hans Lauge Hansen er en kapacitet på området.
  3. Udrejsecenter Kærshovedgaard huser mere end 100 afviste asylansøgere fra hele Danmark. Man kan ikke komme ind på selve området, men forpladsen kan evt. bruges til et oplæg fra Røde Kors, Venligboerne eller lokale borgergrupper.