I dag er lobbyisme fuldstændigt normalt, når det gælder lovgivningsprocesser, og det gør sig gældende både i København og i Bruxelles. I Bruxelles er der omkring 30.000 lobbyister, som repræsenterer mange forskellige interesser. En lobbyist fra Greenpeace vil måske forsøge at påvirke politikerne til at indføre mere grøn energi, mens en lobbyist fra olieindustrien måske vil gøre det modsatte. Nogle vil fremhæve, at lobbyisme giver politikerne mulighed for at gå i direkte dialog med dem, der bliver påvirket af politiske beslutninger. Og at lobbyister kan bidrage med nyttig viden inden for deres ekspertområde til de politiske beslutningstagere.
Andre mener, at lobbyisternes store indflydelse på EU-lovgivningen er udemokratisk. Argumentet er, at lobbyisterne har en magt, der burde være forbeholdt de folkevalgte. Det påpeges også, at der er en skævhed i, at virksomhedsinteresser er bedre repræsenteret i Bruxelles end for eksempel forbrugerinteresser. Virksomheder har ofte flere penge end eksempelvis forbrugerorganisationer og NGO’er og dermed også bedre mulighed for at varetage deres interesser i Bruxelles.
Pengebeløbene, som de største industrilobbyister afsætter til at forsøge at påvirke EU’s beslutninger, er steget med 50% siden 2020. Samtidig er antallet af lobbyorganisationer i Bruxelles stigende. Kritikere mener, at dette er problematisk for EU’s demokrati. Alligevel er de fleste EU-politikere enige om, at lobbyisme – indenfor bestemte rammer – er et nødvendigt redskab i den politiske beslutningsproces. De påpeger blandt andet, at de ganske enkelt ikke har tid til selv at indhente al den ekspertviden, de skal bruge til at lave EU-lovgivning.
Spørgsmål er så: er lobbyisme et demokratisk problem eller en politisk nødvendighed?