I dag er lobbyisme fuldstændigt normalt, når det gælder lovgivende processer, og det gør sig gældende både i København, Washington og Bruxelles. I Bruxelles er der omkring 30.000 lobbyister, som repræsenterer mange forskellige interesser. En lobbyist fra Greenpeace vil måske forsøge at påvirke politikerne til at indføre mere grøn energi, mens en lobbyist fra olieindustrien måske vil gøre det modsatte. Det i sig selv er i fuld overensstemmelse med de demokratiske værdier.
Dog mener bl.a. forskere, at lobbyisternes store indflydelse på EU-lovgivningen er udemokratisk. Argumentet er, at lobbyisterne har en magt, der burde være forbeholdt de folkevalgte. Andre aktører påpeger, at der er en skævhed i og med, at virksomhedsinteresser er bedre repræsenteret i Bruxelles end eksempelvis forbrugerinteresser. Det skyldes, at virksomheder ofte har flere penge og ansatte i Bruxelles og derfor bedre mulighed for at påvirke lovgivningen. Alligevel er de fleste EU-politikere enige om, at lobbyisme – indenfor bestemte rammer – er et nødvendigt redskab. Politikerne har ganske enkelt ikke tid til selv at indhente al den ekspertviden, de skal bruge.
Spørgsmålet er så, hvor grænsen mellem det at være ekspert, eller vidende på et område, og lobbyist, altså i ordets forstand som én der har personlige interesser for at vende de lovgivende beslutninger i éns egen retning, går?