Sådan bruger du temapakken: Læs introteksten herunder samt artiklerne i fold-ud menuen. Derefter kan du svare på arbejdsspørgsmålene individuelt eller i en gruppe.
EU’s udvidelsespolitik har gennem hele unionens historie haft en stor betydning for EU’s udvikling. Hver gang EU udvider med nye medlemslande, ændrer det nemlig ikke kun unionens størrelse – det påvirker også EU’s beslutningsprocesser og det politiske samarbejde.
Den første større bølge af udvidelser skete i 1973, da Storbritannien, Irland og Danmark blev medlemmer. Siden da har EU gradvist åbnet sine døre for flere lande – især efter den kolde krigs afslutning, hvor mange lande i Central- og Østeuropa blev medlemmer. I dag består EU af 27 medlemslande. Men udvidelserne har ofte ført til debat: Hvor meget kan EU vokse uden at miste sammenhængskraft og effektivitet? Og hvordan sikrer man, at alle medlemslande lever op til EU’s krav om demokrati og retsstat?
For at et land kan blive medlem af EU, skal det først opnå status som kandidatland. Et kandidatland er et land, der gerne vil være medlem af EU og derfor arbejder på at leve op til EU’s krav om demokrati, menneskerettigheder, retsstat og en stabil økonomi. For at blive medlem af EU skal et land gennemføre en række politiske og økonomiske reformer, som bl.a. indebærer at sikre demokrati, beskytte menneskerettigheder, have en velfungerende retsstat og tilpasse sin lovgivning til EU’s regler. Denne proces kan tage mange år – nogle gange et helt årti eller mere. Kravene for medlemskab er blevet fastlagt i de såkaldte Københavnskriterier, som blev vedtaget på et EU-topmøde i København i 1993. Københavnskriterierne er de grundlæggende betingelser, som alle kandidatlande skal opfylde for at blive medlem af EU.
I øjeblikket er der 9 lande, der er officielle kandidatlande: Albanien, Nordmakedonien, Montenegro, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Ukraine, Moldova, Georgien og Georgien. Kosovo har status som et potentielt kandidatland.
Men det at være kandidatland kan se forskelligt ud fra land til land, og optagelsesprocessen fra at være kandidatland til at blive fuldbyrdet medlem af EU er blevet kritiseret for at afhænge mere af EU´s egne politiske interesser end af merit. For eksempel fik Ukraine hurtigt tildelt kandidatstatus i juni 2022 i kølvandet på den russiske invasion, og mange EU-lande ønsker at speede optagelsesprocessen op, selvom landet stadig står over for store reformkrav og oplever udfordringer med f.eks. korruption. Omvendt er Tyrkiets optagelsesproces blevet sat på pause på grund af bekymringer om manglende retssikkerhed og begrænset mediefrihed, der strider mod EU’s krav. Det vækker kritik om, at EU forskelsbehandler og giver et nyt kandidatland – Ukraine – mulighed for at komme forrest i køen.
Den forhastede optagelsesproces vækker også bekymringer om demokratiet i EU. Flere medlemslande oplever i disse år demokratisk tilbagegang, og det kan være svært for EU at gribe ind overfor medlemslande, der aktivt svækker deres eget demokrati – man kan nemlig ikke smide medlemslande ud, når først landene er optaget. Derfor mener nogle EU-medlemslande, at man skal være mere forsigtig med at forhaste optagelsesprocessen.
I det følgende skal I reflektere over nogle af disse udfordringer og dilemmaer, der er forbundet med EU´s udvidelsespolitik.