EU-Domstolen er en af de mest omdiskuterede institutioner i EU-systemet. Den er også genstand for debat i Danmark, blandt andet fordi dens funktion er meget anderledes end domstolene herhjemme.
I Danmark er vi vant til, at domstolene ikke udfordrer politikerne. Det er kun sket én gang i danmarkshistorien, at Højesteret har dømt, at en dansk lov var i strid med Grundloven. Det var den såkaldte Tvinddom i 1999, hvor dele af loven blev ophævet. EU-Domstolen udfordrer til gengæld ofte politikernes love. Dens rolle er nemlig at sørge for, at EU-retten bliver fortolket og anvendt ens i alle EU’s medlemslande.
EU-retten har det, man kalder forrang overfor national lov. Det betyder, at hver gang EU-Domstolen finder, at en national lov er i strid med EU-retten, så må den nationale lov ændres. Det må den, fordi medlemslandene har skrevet under på, at EU-lovgivning er hævet over national lovgivning.
De nationale domstole i EU’s medlemslande kan også spørge EU-Domstolen til råds, hvis de er i tvivl om hvorvidt anvendelsen af en national lov strider imod EU-loven. Dette kaldes et præjudicielt søgsmål. Samtidig kan medlemslande lægge sag an for EU-Domstolen for at få ophævet en EU-lov, som de mener strider imod EU-traktaterne eller imod grundlæggende rettigheder. Dette kaldes et annullationssøgsmål.
Hvis EU-Domstolen underkender en national lov, bøjer de nationale politikere sig ofte og indretter loven på en ny måde, så den passer med EU-retten. Det sker dog ikke altid uden kamp. Mange danske politikere bryder sig nemlig ikke om, at EU-Domstolen har så stor magt. Dette ses også uden for Danmark, hvor EU-lande som Polen, Rumænien og Ungarn, ofte udtrykker modstand imod EU domstolens afgørelser.
Et af hovedargumenterne for Brexit var også netop EU-Domstolens forrang over britisk lovgivning. Brexit er betegnelsen for den britiske folkeafstemning om Storbritanniens udtrædelse af EU i 2016. Tilhængerne af Brexit mente, at EU havde for stor indflydelse på britisk lovgivning, og at Storbritannien havde afgivet for meget suverænitet til EU.
Spørgsmålet er, om EU-Domstolens brug af dennes forrang over nationale bestemmelser, kan ende med at gøre medlemslandene så utilfredse, at det udfordrer samarbejdet i EU?