EU startede som Kul- og Stålfællesskabet i 1952, hvor 6 lande begyndte et intensivt handelssamarbejde. I dag handler samarbejdet om meget mere end blot handel. EU arbejder også med miljø, militær, flygtninge og velfærd og består i dag af hele 27 medlemslande.
EU har dog også sine udfordringer, for hvilket EU ønsker vi i fremtiden? En tættere union, midt imellem eller måske et mindre og mere fokuseret samarbejde mellem EU-landene?
Se debatvideoen og fuldfør modulerne herunder.
Samlet varighed: 2 lektioner
Sådan bruger du materialet:
Europæiske lande har gennem flere århundreder bekriget hinanden, men noget af det værste, man har oplevet i europæisk historie, er de to verdenskrige i starten af 1900-tallet. 50.000.000 mennesker døde under anden verdenskrig, herunder civile i bl.a. koncentrationslejre og soldater ved frontlinjerne rundt omkring i verden, og anden verdenskrig er derfor en af de største humanitære katastrofer i verdens og Europas historie.
De mange menneskeliv, som gik tabt, var ikke den eneste udfordring efter krigen. Et andet var økonomien i de europæiske lande, som var sat årtier tilbage efter flere års krig og ødelæggelse. Derudover var man bange for, at nye verdenskrige ville starte – lidt ligesom de to foregående.
Men efter anden verdenskrig skete der noget, som skulle ændre vores historie for altid. Jean Monnet, en fransk diplomat, skrev en tale lidt uden for Paris, som skulle vende op og ned på ‘verdensordenen’ i Europa. Han og den franske udenrigsminister, Robert Schuman, inviterede godt 200 journalister fra hele verden til et pressemøde, som skulle præsentere ideen om at danne Kul- og Stålfællesskabet. Talen blev præsenteret d. 9. maj 1950, og året efter blev ideen om Kul- og Stålfællesskabet af 6 lande, Frankrig, Italien, Vesttyskland, Nederlandene, Belgien og Luxembourg, og i 1952 trådte aftalen i kraft og startede dermed det europæiske fællesskab gennem handelen med kul og stål.
Øvelser
EU har siden sin oprindelse i 1952 udviklet sig meget, og EU omfatter ikke længere kun kul og stål som i starten af samarbejdet. Det har medført nye aftaler og traktatændringer i EU-samarbejdet. En udvikling, der bedst kan forstås igennem de største traktater – de kan betragtes som ‘klubbens nye regler’:
Romtraktaten i 1958 –> Bruxellestraktaten i 1967 –> Den Europæiske Fælles Akt i 1987 –> Maastrichttraktaten i 1993 –> Amsterdamtraktaten i 1999 –> Nicetraktaten i 2003 –> Lissabontraktaten i 2009.
De nye traktater har ændret EU’s rolle fra et fællesskab, som baserede sig kun på samhandel, fra et mellem- til overstatsligt politisk fællesskab med fælles valuta, åbne grænser, miljøregulering, transport, sikkerhed og generelt endnu tættere samarbejde mellem medlemslandene gennem EU. Det har ydermere åbnet op for andre politiske områder.
Traktaterne åbnede ikke kun op for, at EU kunne udvikle politik på nye og anderledes politiske områder end f.eks. kul og stål. Traktaterne forberedte også EU på udvidelsen af nye medlemslande (nu 27), og med flere EU-lande udviklede og definerede man også EU-institutionernes nye roller i EU, så de bl.a. blev mere demokratiske og ‘overskuelige’ for borgerne at finde rundt i (EU-Kommissionen, Det Europæiske Råd, Rådet for den Europæiske Union og EU-Parlamentet).
Rollerne er med til at definere, hvem der helt præcist bestemmer, hvem der udvikler nye love og hvem som behandler lovene i EU. Men de store udvidelser af EU-landene og ændringerne af traktaterne har ligeledes haft sine konsekvenser. I Nord- og Vesteuropa har vi generelt rige lande, i Sydeuropa har vi lande med særligt store økonomiske udfordringer efter bl.a. finanskrisen for ca. 12 år siden og i Østeuropa har vi en lang række lande, som blev en del af EU efter den kolde krig og som stadig har mindre økonomier, end man ser i landene i Vesteuropa.
EU består derfor af 27 vidt forskellige medlemslande, som gennem kompromiser, alliancedannelser og egeninteresser, skal finde frem til politiske beslutninger, som kommer alle lande til gode. Det er ikke altid let, og man ser også i EU, at der er uenigheder om retsstaten, hvor meget vi skal gå op i klimaet, om EU skal lave velfærdspolitik, om vi skal hjælpe hinanden økonomisk eller ligeligt fordele flygtninge mellem EU-landene.
Øvelser:
EU-systemet fungerer og EU laver politik på en række områder (klima, forsvar, flygtninge, arbejdsmarked osv.), men der er stadig udfordringer i EU og mellem EU-landene. For er EU’s politikker gode nok og gør EU det godt nok som en demokratisk union?
De demokratiske udfordringer og splittelsen mellem EU-landene har medført en række initiativer i EU, som skal gøre op med EU-institutionernes problemer:
Selvom EU har prøvet at gøre op med sine udfordringer, er en af de store kritikpunkter stadig, at EU-samarbejdet er teknokratisk og derfor noget, som er langt væk fra borgerne, EU er også beskyldt for at ‘blande sig’ for meget i landenes dagpenge- og barselssystem, fordelingen af flygtninge som kommer til EU, mindsteløn og miljøkriterier.
Kritikken af EU resulterede bl.a. i en folkeafstemning d. 23. juni 2016, hvor Storbritannien stemte sig ud af EU-samarbejdet. Resultatet var et kæmpe virkelighedstjek for politikere og embedsmænd i og omkring EU, og det satte spørgsmålstegn ved, hvad EU er og hvilken retning EU skal tage i fremtiden. Skal EU blive Europas svar på De Forenede Stater af Europa? Ellers er det for det bedste, hvis EU primært er et økonomisk fællesskab, som overlader velfærdspolitikken til EU-landene selv?
Øvelser: