Den grænseoverskridende bevægelse giver nye udfordringer, for hvilket lands lov gælder, når en forbrydelse begås i et andet land end det, borgeren er fra? Og hvem skal behandle sagen? Dette er et eksempel på et af de mange spørgsmål, der er opstået i tidens løb. Her er Europol, det fælleseuropæiske politiregister, et resultat af samarbejde og bekæmpelse af forbrydelser på tværs af grænser.
I takt med at flere benytter sig af den fri bevægelighed, er der opstået juridiske udfordringer. Derfor har man fra EU’s side ønsket at harmonisere reglerne på det retslige område, for at sikre at borgerne behandles ens, uanset hvor de befinder sig og hvilken forbrydelse som er begået.
Harmoniseringen af regler kan dog komme i karambolage med medlemslandenes nationale lovgivninger, domstole og de enkelte borgeres retsfølelse, da landendes love og regler er forskelligartede. Ydermere risikerer man at udvande de rettigheder som et statsborgerskab medfører, hvis lovgivningerne harmoniseres. Fra EU’s side ønsker man at styrke tilliden mellem landenes domstole, således at en afgørelse foretaget i én medlemsstat, også gælder i de andre.
Danmark har siden 1993 haft et forbehold mod overstatsligt samarbejde på det retspolitiske område. Da Europol gik fra at være et mellemstatsligt samarbejde til et overstatsligt samarbejde, stemte danskerne ved en folkeafstemning den 3. december 2015 om afgivelsen af retsforbeholdet. Et flertal af danskerne stemte for at bevare dette forbehold.
Det betyder, at Danmark skal aftale parallelaftaler hver gang Europol-samarbejdet, eller retspolitikken ændres. Hvor bringer det så Danmark hen i et samarbejde, som bliver mere og mere institutionaliseret i et overstatsligt EU? Og ville dansk deltagelse i EU’s retspolitik reelt set forbedre Danmarks position i EU-samarbejdet eller er det et politisk område, som har mindre effekt på borgerne i Danmark?