Introduktion: Fort Europa

Ydre Graenser Intro

Lise Møller Schilder taler med migranter i Spanien, 2017

Hvordan er det at ankomme som flygtning eller migrant til EUs ydre grænser? Aftalen med Tyrkiet og en mere intens kontrol med grænserne har skabt en ny virkelighed på kanten af Europa. DEO har allieret sig med to journalister, som i december 2017 foretog en rejse gennem Tyrkiet, Grækenland, Spanien, Marokko og Georgien. 

Først lidt om baggrunden for denne fokus på EUs ydre grænser. I 2015 ankom over en million flygtninge og migranter til Den Europæiske Union, der i dag har godt 500 millioner borgere. De mennesker, der ankom var enten flygtet fra fattigdom og undertrykkelse, eller fra krige i eksempelvis Syrien, Irak og Afghanistan. Flertallet krydsede Europas grænser enten via Libyen til Italien eller via Tyrkiet til Grækenland eller Bulgarien.

I 2016 og 2017 er der kommet langt færre flygtninge og migranter. Det skyldes ikke, at der ikke længere er krig eller fattigdom uden for EU. Årsagerne skal findes to steder. Den første er, at en række europæiske lande både i og uden for EU startede en praksis, hvor de forhindrede flygtninge og migranterne i at krydse deres grænser - nogle lande gik endda så langt, at de helt forhindrede asylansøgerne i at søge asyl. Den anden grund er, at EU i 2016 indgik en særlig aftale med Tyrkiet, som kostede EU-landene 3 milliarder euro. Hvordan den aftale fungerer i dag, og hvilke konsekvenser den har, vil blive belyst på denne undervisningsside.

Greekboat

Inden EU-Tyrkiet-aftalen blev indgået, havde EU-landene forgæves forsøgt at blive enige om en fordelingsmekanisme, så de EU-lande, der ikke modtog så mange asylansøgere, fik tildelt et større antal fra de lande, som modtog mange asylansøgere. Der var dog flere lande, heriblandt Ungarn, Polen og Slovakiet, som nægtede at modtage asylansøgere. Og selvom de forbrød sig mod de regler, der var blevet vedtaget i Af Det Europæiske Råd, så endte det med, at deres modstand blokerede for en fordelingsmekanisme. Det Europæiske Råd består af alle landenes stats- eller regeringschefer.

EU's asylsystem ændrede sig derfor ikke. Og det fungerer den dag i dag på den samme måde, som det har gjort siden 1997, hvor Dublinforordningen trådte i kraft.

Dublinforordningen er en EU-lov. Den dikterer, at asylansøgere skal registreres i det land, hvor de først kommer i kontakt med myndighederne. De bliver registreret med deres fingeraftryk i en fælles EU-database, som hedder Eurodac. Når de er blevet registreret skal deres asylsag behandles i det land, der har registreret dem. Reglerne blev oprindeligt lavet, fordi EU-landene ville undgå, at asylansøgere kunne rejse til et nyt EU-land for at søge asyl, hvis de allerede havde fået afslag på asyl i et EU-land.

Efterhånden gik det op for landene i den sydlige del af EU, at de havde trukket det korteste strå. Spanien modtog i starten af 00'erne en stor gruppe afrikanske asylansøgere. Spanien fandt dog en metode til at holde asylansøgere væk fra sine grænser i midten af 00'erne. En metode, som vi også skal se nærmere på. Italien og Grækenland modtog dog stadig mange flygtninge og migranter op gennem 00'erne og 2010'erne. Og efterhånden, som der kom flere, begyndte myndighederne at se igennem fingre med de mange ankomne. De blev ikke altid registreret i Eurodac og kunne derfor rejse videre til andre EU-lande. Når først de var kommet indenfor Schengen, kunne de nemt rejse gennem EU med bil eller tog.

Refugees Budapest Keleti Railway Station 2015 09 04

Flygtninge på hovedbanegården i Budapest i 2015

Systemet virkede ikke, men ingen kunne blive enige om at gøre noget, indtil 2015-2016. Landene blev enige om, at det var i orden at suspendere Schengen-samarbejdet. Østrig lukkede sine grænser mod Italien, Slovenien, Ungarn, Slovakiet og Tjekkiet. Sverige lukkede sin grænse til Danmark. Danmark lukkede sin grænse til Tyskland. Og flere Balkan-lande, der godt nok ikke var medlem af Schengen, lukkede deres grænser, så det blev umuligt for flygtninge og migranter at krydse dem.

Det skete blandt andet, fordi de lande, som skulle kontrollere EU's ydre grænser, blev udsat for en del kritik af fra de lande, som ikke havde ydre grænser. Spørgsmålet er så, hvordan de lande kontrollerer de ydre grænser i dag? Og hvilke konsekvenser det har? Det har vi undersøgt ved at tage til grænsen mellem Spanien og Marokko og Tyrkiet og Grækenland. Til sidst ser vi på, hvordan EU også vælger at beskytte deres allieredes grænser mod Rusland, også selvom de ikke er med i EU. Man kan med lidt god vilje kalde disse grænser for EU's ydre, ydre grænser. 

Læs del 1: Endestation Spanien

Læs del 2: De græske lejre

Læs del 3: Georgien - grænsen mod øst

Læs mere om journalisterne bag projektet om EU's ydre grænser

 

Dette undervisningsprojekt er blevet produceret med støtte fra Europa-Nævnet

 

Logo Eunaevnet