EU – fred og demokrati?
Hvorfor lære om EU?
Du kender nok ikke en eneste af EU’s fire præsidenter eller Europa-hymnen, som er en slags EU’s nationalsang. Det er der jo ikke noget at sige til, for du går jo kun i folkeskole. Men ved du hvad? Dine forældre kender måske heller ikke EU’s præsident, og de kan nok ikke synge med på EU-hymnen.
Dette er på trods af, at cirka halvdelen af alle de love, der gælder i Danmark er vedtaget i EU. Så du skulle egentlig kende EU’s ”statsminister” Ursula von der Leyen og EU’s ”præsident” Charles Michel lige så godt, som du kender Mette Frederiksen. Måske burde man også kunne synge ”Ode til glæden” (tysk: ”Ode an die Freude”), som EU’s nationalsang hedder, ligeså godt som man kan synge med på ”Der er et yndigt land”.
Det har været et problem helt fra starten af, at mange borgere ikke ved så meget om, hvad der sker i EU-samarbejdet. Det skal vi nu lave om på. Vi starter fra begyndelsen.
Fredens projekt
Et demokratisk valg i Tyskland i 1933 endte med, at Adolf Hitler blev rigskansler. 12 år senere var 2. verdenskrig slut, og 70 millioner mennesker var døde. Det 20. århundrede var kun nået halvvejs, og der havde allerede været to verdenskrige.
EU startede som et forsøg på at opnå fred. Tyskland og Frankrig havde været i krig med hinanden i både 1. og 2. verdenskrig. Ved at få dem til at handle mere med hinanden håbede man, at samarbejdet ville forhindre endnu en krig. For at føre krig skulle man dengang bruge masser af kul og stål. Derfor blev landene enige om at begynde at handle kul og stål med hinanden. Hvis et land producerede en del af det stål, et andet land byggede våben af, ville det ikke være muligt at angribe det første land med de våben. Det ville være som at save den gren af, man sad på.
Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab blev dannet i 1952 og bestod af Belgien, Holland, Frankrig, Tyskland, Italien og Luxembourg.
Efter 2. verdenskrig stolede Europas politikere ikke på hinanden og særligt ikke hinandens befolkninger. Man var bange for, at et land igen ville vælge én som Hitler til præsident. Derfor skulle Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab ikke kun styres af politikere, men også af uafhængige kommissærer, der blev udpeget af regeringerne. Kul- og Stålunionen blev altså dannet som modsvar til nationalisme og populisme, der havde plaget Europa i årtier.
De uafhængige kommissærer skulle varetage fællesskabets interesser. Det var dem, der stillede lovforslag, og ministrene fra de forskellige lande skulle så enstemmigt vedtage lovene, hvis de skulle gælde.
EU i dag
Hvis vi springer 65 år frem i tiden, er Kul- og stålunionen blevet til den Europæiske Union, EU. Unionen består nu af 28 lande i stedet for de oprindelige seks. Man samarbejder ikke kun om kul og stål men om alt fra kemikalier i kosmetik til fælles finanspolitik. Men selvom EU er blevet større på alle måder, er mange ting også de samme som dengang.
Det er stadig en gruppe personer, der ikke er blevet valg, men udpeget af landendes regeringer, der stiller lovforslag, nemlig EU-Kommissionen. Det er stadig ministrene fra de enkelte lande, der stemmer om forslagene i det, der hedder Ministerrådet. De skal dog ikke længere altid være enige. I dag er det som regel nok at et flertal af landene er enige.
Til gengæld skal landenes ministre i dag være enige om de fleste love med EU-Parlamentet. I 1970’erne begyndte dele af befolkningerne i unionen at stille spørgsmålstegn ved, om den var demokratisk nok. Samtidig vidste folk ikke nok om unionen og fulgte ikke med i, hvad der foregik. Derfor indførte man direkte valg til EU-Parlamentet. For første gang skulle befolkningerne stemme på de mennesker, der traf beslutninger i EU. Tidligere havde man kun kunnet stemme til landets eget parlament, der så kunne udpege nogle ministre, der så kunne stemme om lovforslagene i EU. Med årene har EU-Parlamentet fået mere og mere magt. I de fleste tilfælde skal både Parlamentet og Ministerrådet godkende en lov, før den gælder.
Lidt forsimplet kan man sige, at Kommissionen og Parlamentet sørger for EU’s interesser, mens Ministerrådet sørger for det enkelte lands interesser.
EU’s vigtigste institutioner
EU-Kommissionen
De uafhængige personer er blevet til det, vi i dag kalder EU-Kommissionen. Det er en slags regering og den eneste institution, der kan foreslå nye love. Kommissionen sikrer også at EU’s lovgivning bliver overholdt af de forskellige lande. Kommissionen er EU’s udøvende magt.
Ministerrådet
Ministerrådet er en samling af ministre fra alle 27 lande. Hvis det lovforslag, der skal diskuteres, handler om miljø, er det alle miljøministrene, der mødes. Hvis det handler om udenrigspolitik, mødes udenrigsministrene og så videre. Alle lovforslag i EU skal vedtages af Ministerrådet, der er en del af EU’s lovgivende magt.
EU-Parlamentet
EU-Parlamentet er EU’s folketing. Parlamentet har 705 medlemmer, hvoraf 14 er valgt i Danmark. I Parlamentet sidder forskellige grupper, der minder om partier, der for eksempel er konservative, liberale eller socialister. Valgdeltagelsen var på 50,6 % i gennemsnit for alle EU-landene sidste gang, der var valg til EU-Parlamentet. Stort set alle lovforslag skal vedtages af Parlamentet, der er en del af EU’s lovgivende magt sammen med Ministerrådet.